Coronavirus - infoside for busselskaber
Vi opdaterer løbende denne side med sidste nyt omkring coronavirus og svar på jeres spørgsmål. Tjek derfor siden med jævne mellemrum.
Følg også med på vores informationsside om coronavirus på midttrafik.dk
13.01.21
Midlertidig suspension af det betjente billetsalg
Som en konsekvens af de skærpede COVID-19-tiltag, og specielt øgningen af afstandsanbefalingen fra én til mindst to meter, vil kontantsalget i busserne midlertidigt blive suspenderet fra og med torsdag d. 14. januar 2021. Den midlertidige suspendering sker for at sikre et trygt miljø for kunder og chauffører.
Forbrugerombudsmanden har godkendt dette midlertidige tiltag, som betyder, at busser vil fungere som rene selvbetjeningsmiljøer for kunderne. Kunder vil fortsat skulle billettere sig selv ved indstigning i bussen, hvilket kan ske via Rejsekort eller Midttrafik app. Men der vil ikke længere kunne købes billet i bussen, og chaufføren skal ikke kontrollere billetter.
Midttrafik udsender hurtigst muligt nye klistermærker til opsætning ved indstigningsdørene og ved chaufførpladsen.
Bybusserne i Aarhus har fortsat kontantsalg via de selvbetjente billetautomater i bussen, men veksler ikke penge.
Som alle andre håber vi, at de skærpede nationale tiltag snart igen vil kunne lempes, og at vi igen kan åbne bussernes fordøre og genindføre kontantsalget. I takt med at tiltagene lempes, vil vi igen se flere kunder, og det er derfor vigtigt, at vi til den tid sikrer et effektivt og trygt flow gennem bussen.
09.09.20
Vi har lavet en opdateret manuel, der viser hvor corona-skiltene skal placeres i busserne.
Se ny manual for placering af corona-skilte (pdf)
09.06.20
Fra onsdag 10. juni åbner chaufførerne igen fordørene for kunderne i bybusserne i Aarhus og Silkeborg. Samtidig stiger antallet af tilladte passagerer til cirka 40 i en almindelig bus, cirka 55 i en mellemstor bus og cirka 65 i en ledbus.
I Letbanen skal kunderne undgå at stige på, hvis de vurderer, der er så mange med letbanetoget, at det ikke er muligt at holde afstand.
Kunderne må gerne sidde og stå ved siden af hinanden, men ikke overfor hinanden.
Midttrafik ønsker at samle erfaringer i de to bybusbyer inden de øvrige busser følger med sidst i uge 25.
29.05.20
Rejsegaranti
Rejsegarantien gælder nu i alle andre tilfælde end ved forhold, der er relateret til COVID-19.
29.05.20
Opsætning af folier med coronabudskaber (A-kontrakter)
Ministeriet har udsendt nye retningslinjer omkring formidling af myndighedernes anbefalinger i busserne.
Derfor er det vigtigt, at der er i alle busser er opsat de folier, vi leverede i starten af maj. Plus de efterfølgende omkring antal tilladte kunder per bustype:
Cirka 25 kunder i en almindelig bus (fra 12 meter)
Cirka 35 kunder i en mellemstor bus (fra 13,7 meter)
Cirka 45 kunder i en ledbus
Vi er i gang med nye folier, der omhandler, at kunderne skal kigge i samme retning (køreretning) og en stop, hvis du er syg plakat til dørene.
20.05.20
Lempede retningslinjer for antal børn i skolebusser
Midttrafik lemper retningslinjer for antallet af børn i skolebusserne (Bkontrakter).
Fremadrettet må der sidde ét barn på hvert sæde i
bussen.
De forreste fire pladser op mod chaufføren skal fortsat være friholdte.
De nye retningslinjer medfører nedenstående anvisninger:
· Cirka 43 kunder i en standard bus (12 meter)
· Cirka 50 kunder i en mellemstor bus (13,7-15 meter)
Retningslinjerne træder i kraft med omgående virkning.
Børn må fortsat ikke efterlades. Denne regel går forud for retningslinjerne om antallet af kunder.
12.05.20
Myndighederne har nedsat afstandskravet til 1 meter. Derfor har vi ændret på retningslinjerne for, hvor mange kunder, der må medtages i busserne.
Cirka 25 i en alm. bus (12 meter)
Cirka 35 i en mellemstor bus (13,7-15 meter)
Cirka 40 i en ledbus
Vi udsender nye dørfolier i slutningen af ugen, og de nye retningslinjer træder i kraft fra mandag 18. maj.
Det er kun busselskaber med mellemstore busser, der får tilsendt nye folier!!!
Giv mig venligst besked til brc@midttrafik.dk, hvis I mangler dørfolier med budskabet cirka 35 efter fredag. Venligst fordel dørfolierne til rette adresse inden for jeres selskab.
29.04.20
Håndtering af kunder, der vil betale med kontanter
Vi udsendte denne information på ChaufførNet i går, og har i dag fået flere positive tilbagemeldinger fra chaufførerne. Vi skal forsøge at få kunderne over på nogle andre billettyper, så vi undgår, at kunderne rejser gratis med busserne. Der er selvfølgelig nogle, som er umulige at hjælpe. Dem kender chaufførerne sikkert godt. Vi har lavet en flyer, som chaufføren kan give de kunder, der vil betale med kontanter. Uddeler I mange flyers i nogle områder, hører vi det gerne. En mulighed kunne være at sende kontrollører ud. De omtalte flyers bliver leveret i løbet af næste uge.
Coronabudskaber som folie
Sammen med flyers vil I modtage en buspakke med coronabudskaber som folier til fordøren, til midter- og bagdør, til området omkring chaufføren og rundt omkring i bussen. Folierne erstatter de skilte, som I selv har printet og hængt op. De kan bruges efter behov, men vi opfordrer til, at I hjælper kunderne til den rigtige adfærd i busserne.
16.04.20
Så er der også et skilt omkring, hvordan børnene skal fordele sig i skolebusruterne.
15.04.20
Vi har lavet en "Hold afstand til chaufføren" plakat målrettet børn til skolebusruterne.
08.04.20
Orientering om tiltag mod smittespredning i bussen
Midttrafik vejleder om tiltag for at undgå smittespredning i busserne.
Beskyttelse af chaufføren
Busselskaberne skal sikre, at chaufførerne ikke eksponeres for unødig smitterisiko.
Dette kan ske ved:
- Spærring af fordøren, så kunderne henvises til ind- og udstigning af midt- og bagdøre.
- Friholdelse af forreste sæderække op mod chaufføren.
- Ingen kontaktsalg.
Midttrafik har fremstillet plakater til print. Scroll ned på siden, hvor der findes et link til alle plakater. Tjek at I stadig har plakaten fra Sundhedsstyrelsen hængende i bussen.
Ekstra rengøring i busserne
Busselskaber skal sørge for ekstra, daglig rengøring af alle kontaktflader i alle benyttede kontrakt- og reservebusser.
Alle chauffører og klargøringspersonale skal være grundigt instrueret. Der kan forekomme kontrol af busselskabernes rengøring.
Anbefalingerne fra Statens Serum Institut er:
- Rengøring inden opstart af kørsel eller efter afsluttet kørsel. Daglig rengøring er i forvejen et kontraktkrav.
- Rengøring med vand og sæbe eller sædvanligt rengøringsmiddel. Vi anbefaler ikke desinfektion.
- Fokus på kontaktpunkter som berøres af hænder: fx knapper, stænger, håndtag, stropper, armlæn og billetautomater.
Fra d. 14. april udbetaler Midttrafik igen en kompensation på 100 kr. per kontraktbus per driftsdag. Beløbet svarer til 20 minutters ekstra rengøring per bus med udgangspunkt i en timeløn på 300 kr.
Kompensationen udbetales kun de dage, hvor kontraktbusser er i drift, uanset bussens størrelse eller kørselstypen.
Begrænsning af kunder i bussen
På baggrund af anbefalinger fra Transportministeriet har Midttrafik vedtaget begrænsninger for antallet af kunder i bussen:
- Der må være cirka 25 kunder i en almindelig bus.
- Der må være cirka 40 kunder i en ledbus.
- Chaufføren har ret og pligt til at lukke dørene og køre forbi stoppesteder, når bussen er fyldt.
- Efter dialog med busselskabet kan Midttrafik indsætte flere busser, hvis der er behov.
Midttrafiks kontrollører står ved udvalgte stoppesteder og hjælpe chauffører og kunder med at overholde retningslinjerne.
Midttrafik har desuden anbefalet kommunerne og skolerne til at opfordre forældre til at køre egne børn til og fra skolen.
07.04.20
Midttrafik går tilbage til normale køreplaner efter påske. Der bliver udsendt pressemeddelelse i dag omkring fuld drift og de tiltag, der fortsætter i busserne for at bekæmpe smitte med coronavirus/covid-19.
03.04.20
Ny regel om max. antal passagerer i busserne
Vi har fået tilbagemeldinger om, at kunderne ikke ønsker at dele sæder med andre ude i busserne. Det har resulteret i diskussioner mellem kunder og chauffører.
Som situationen er, kan vi ikke tvinge kunderne til at sætte sig på et sæde, selvom det gør det svært for chaufføren at vurdere, hvornår bussen er fuld.
Derfor har Midttrafik på baggrund af ministeriets anbefaling besluttet , at der må være cirka 25 passagerer i en almindelig bus og cirka 40 passagerer i en ledbus.
Chaufføren har ret og pligt til, at lukke dørene og forbikøre stoppesteder, når bussen er fyldt.
Reglen gælder fra i dag, hvor vi laver opslag til både Facebook og Chaufførnet, men vær opmærksom på, at der vil gå lidt tid før alle kunder, er blevet informeret omkring den nye regel.
01.04.20
Vejledning at ansøgning om hjælpepakker (pdf)
24.03.20
Til busselskaber med A- og B-kontrakter
I weekenden indgik brancheforeningerne Dansk PersonTransport (DPT) og Trafikselskaberne i Danmark (TiD) aftale om et forståelsespapir. Forståelsespapiret indeholder en række principper for, hvordan kapacitetstilpasninger kan finde sted, og hvordan busselskaberne kan blive afregnet i forhold til den midlertidige situation. Du kan finde aftalen her. DTP og TiD vil nu forhandle beløb, som kan benyttes som fradrag i busselskabernes timebetaling. Når disse centrale forhandlinger er afsluttet, vil Midttrafik hurtigst muligt informerer om, hvordan vi konkret vil implementere afregningen i Midttrafik.
Det er vigtigt for Midttrafik at pointere, at busselskaberne næsten opretholder fuld betaling, selvom driften helt eller delvist er indstillet i en periode. Med dette ønsker trafikselskaberne, at driften hurtigt kan genetableres og at sikre chauffører lønnet beskæftigelse. Hvis busselskaberne vælger at hjemsende chauffører uden løn i perioden, vil Midttrafik gøre krav på den besparelse, busselskabet opnår i forbindelse hermed. Dette fremgår af aftalens pkt. 3.3.E:
Såfremt operatørerne i øvrigt frigør sig for eller omdisponerer lønomkostninger, f.eks. jf. aftaler med arbejdsmarkedets parter, skal disse besparelser refunderes til trafikselskabet.
24.03.20
Periode for indstilling af kørsel
Midttrafik har de seneste uger indstillet skolekørsel, natbuskørsel med mere på en række ruter eller ture. I første omgang gjaldt dette frem til og med uge 13. Med regeringens udmelding i går, d. 23. marts om fortsat delvis nedlukning af Danmark gælder indstilling af skolekørsel indtil videre frem til og med mandag 13. april (2. påskedag).
20.03.20
Aftale mellem Dansk PersonTransport og Trafikselskaberne
Dansk Persontransport (DPT) og Trafikselskaberne i Danmark (TiD) arbejder på at indgå et forståelsespapir gældende for A-kontrakter. Forståelsespapiret skal indeholde en række overordnede principper for, hvordan kapacitetstilpasninger kan finde sted, og hvordan busselskaberne kan blive afregnet i forhold til den midlertidige situation.
Tilpasninger på lokal, regional og bybusruter
Midttrafik foretager en række tilpasninger af driften på flere lokal ruter, regionale ruter og bybus-systemer. Tilpasningerne skal træde i kraft d. 30. marts 2020. Der udsendes en særskilt orientering herom til busselskaber med A-kontrakter. Har du spørgsmål til tilpasningerne, skal du kontakte den ansvarlige køreplanlægger.
Nye køreplaner og vognløb forsinkes
Den ekstraordinære situationen, har betydet, at køreplanlægningen har allokeret ressourcer til driften. Som følge deraf bliver levering af nye køreplaner og vognløb forsinket for den kørsel, der har driftsstart den 28. juni 2020. Den planlagte levering var den 30. marts 2020. Vi forventer, at leveringen forsinkes med én uge, til den 3. april 2020. Vi sender naturligvis materiale, hvis det er klart før d. 3. april 2020. Midttrafik beklager de gener, det giver.
Gulvstreamer – Hold afstand
Midttrafik har bestilt gulvstreamers med teksten ”Hold afstand”. Vi forventer, at busselskaberne modtager streamesr tirsdag eller onsdag i næste uge. I den forbindelse har vi lavet nye skilte til fordøren, som I kan bruge. Der bliver udsendt en streamer per bus.
19.03.20
Så er der lavet nye plakater omkring nedlukning af kontantbetaling. Vi er ved at have en del varianter. I tager selvfølgelig bare dem, I skal bruge og hænger dem op i busserne, hvor de er mest synlige for kunderne.
Kontantbetaling
Kontantbetaling - til X-busser/Lufthavnsbusser med dankortbetaling
Pas på chaufføren - tilrettet
Pas på chaufføren - engelsk
18.03.20
Ingen kontantbetaling i busserne
På opfordring fra Transport- og Boligministeriet modtager Midttrafik ikke længere kontantbetaling i busserne. Busserne i Aarhus er undtaget, da man kan købe billet i billetautomaten, men her veksler chaufføren ikke længere. Vi henviser kunderne til Midttrafik app og rejsekort. Tiltaget er midlertidigt på grund af coronavirus/covid-19. Det gælder også betaling med dankort i lufthavnsbusserne.
https://trm.dk/nyheder/2020/betjent-billetsalg-i-busser-saettes-paa-pause/
17.03.20
Forbuddet mod forsamling af mere end 10 personer gælder ikke ved almindelig brug af kollektive trafik.
Forbuddet hindrer ikke, at flere end 10 personer på sædvanlig vis er til stede og bevæger sig rundt f.eks. i en butik, et supermarked, en lufthavn eller på en togstation. Tilsvarende gælder, at almindelig brug af kollektive transportmidler (tog, busser, fly, færger mv.) og almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads ikke er omfattet. Forbuddet finder heller ikke anvendelse, hvis der er tale om en forsamling med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed, herunder demonstrationer eller politiske møder.
17.03.20
Der er lavet nye plakater til at printe og sætte op i busserne og lægge på de forreste sæder. Hovedbudskabet er hensyn til chauffør, hold afstand og benyt ikke de forreste sæder.
A4 print med Pas på chaufføren
A3 print med Pas på chaufføren
16.03.20
Hvorfor lukker vi ikke for kontantbetaling?
Vi har fortsat en forpligtelse over for de kunder, der ikke har smartphone eller rejsekort. Sundhedsstyrelsen har samtidig informeret om, at virus har svært ved at overleve på sedler og mønter, og at man ikke behøver tage særlige forholdsregler i den forbindelse. Ved at udlevere handsker og anmode kunderne om i videst mulig udstrækning at benytte app og rejsekort, er vi derfor gået et skridt videre end myndighederne lægger op til. Vores erfaring indtil videre også, at langt de fleste kunder har lyttet til vores opfordring og betaler på anden vis. Vi fortsætter med at følge myndighedernes anbefalinger.
16.03.20
Chaufførtiltag
Mange chauffører er bange for smitte fra kunderne. Vi har lavet et skilt, som I kan printe og hænge op i busserne. Det appellerer til kunderne om at tage afstand til chaufføren. A4-print eller A3-print
Derudover har vi lagt følgende tekst ud på Chaufførnet:
Coronavirus - hold dig opdateret på retningslinjerne
Kære chauffør
Det er en svær tid, vi er midt i, og det er en situation, ingen af os har oplevet før. Informationer flyver på kryds og tværs – mange fornuftige og baseret på fakta, men desværre også mange forkerte informationer, der kun bidrager til tvivl og frygt.
Vi har derfor også fuld forståelse for, at du kan være bekymret, og at du kan være i tvivl om, hvordan du bedst skal håndtere dit arbejde, indtil vi vender tilbage til normale tilstande.
Derfor får du her de retningslinjer, der gælder lige nu – og som du skal følge, indtil andet meldes ud. Det er vigtigt at understrege, at disse retningslinjer bygger på myndighedernes anbefalinger og gælder alle trafikselskaberne i Danmark.
Betaling:
Kunderne kan fortsat betale med kontanter, men vi opfordrer til at benytte app eller rejsekort. Der er udleveret engangshandsker til dit busselskab, som du kan benytte, hvis du skal håndtere kontanter.
Bemærk også, at Skolekort, Ungdomskort og alle øvrige kort gælder helt som normalt.
Antal og fordeling af kunder i bussen:
Du kan medtage det antal kunder, der er siddepladser til i bussen. Du må IKKE spærre sæder af forrest i bussen eller på anden måde sætte afspærring op. Men vi laver et skilt, som dit busselskab selv kan printe, der opfordrer kunderne til at passe på dig som chauffør, til at have lige penge og til at sprede sig mest muligt i bussen.
Er du syg eller særligt udsat?
Er du syg, skal du selvfølgelig blive hjemme og i øvrigt følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Er du særligt udsat (i risikogruppen), skal du tale med din læge og din arbejdsgiver om, hvordan du skal forholde dig.
Undlad at lave egne regler og retningslinjer
Vi kan konstatere, at nogle få chauffører har indført egne retningslinjer i bussen - særligt i forhold til betaling og afspærring af sæder. Det er naturligvis ikke i orden, og det stiller alle andre chauffører i en endnu sværere situation.
Hvis du er i tvivl om, hvad der gælder
Vi følger situationen tæt, og vi lover, at vi orienterer dig her på ChaufførNet, hvis retningslinjerne ændrer sig. Så er du i tvivl, er det her du skal holde dig opdateret.
Stil spørgsmål på ChaufførNet
Vi vil gerne bede dig om, at du sender os input og spørgsmål her på ChaufførNet og ikke på fx Facebook. På den måde har vi et samlet overblik over de spørgsmål og udfordringer, I oplever som chauffører for tiden. Det er vigtigt, når vi skal vurdere evt. nye tiltag.
Kæmpe stor tak!
Sidst, men ikke mindst, vil vi gerne takke dig for din indsats. Du varetager en enormt vigtig opgave, fordi du sikrer transport til alle de mennesker, vi, som samfund, har hårdt brug for kommer på arbejde. Tak for det!
15.03.20
Ingen afspærring i bussen
Trafikselskaberne i Danmark traf beslutning om at lukke fordøren efter opfordring fra brancheorganisationen DPT. Yderligere mulige begrænsninger vil kun finde sted, hvis trafikselskaberne får anvisning herom fra myndighederne. Selvbestaltede initiativer skal håndteres af vognmændene og lukkes ned.
Midttrafik får meldinger fra kunder, om at busselskaber/chauffører har sat afspærring om inde i bussen, formentlig for at forhindre kunderne i at komme på tæt på chaufføren. Der er dog stadig behov for, at chauffører billetterer mv., så vi må bede jer om at fjerne afspærringer, hvor de er sat op. Får vi meldinger fra sundhedsmyndighederne og/eller fra de andre trafikselskaber i Danmark om, at vi skal lave yderligere tiltag i bussen, orienterer vi jer naturligvis med det samme.
Midttrafik opfordrer kunderne til at anvende rejsekort og Midttrafik app for at mindske kontakten med chaufføren. Kollektiv trafik er et af de steder i samfundet, som myndighederne fortsat ønsker skal tilbydes services. Vi skal stadig kunne tilbyde den service kollektiv trafik er til borgerne – og håndtere kundernes betaling.
Vi forstår sagtens usikkerheden, der kan opstå over situationen. Derfor er både vi og de andre trafikselskaber i Danmark løbende i kontakt med hinanden og med myndighederne.
12.03.20
VIGTIGT! Fra fredag 13. marts kan busselskaber vælge at holde bussernes fordøre lukket for almindelig indgang, og henvise kunderne til bussens andre ind- og udgange. Midttrafik informerer på Facebook og midttrafik.dk. Vælger busselskabet at holde fordørene lukket, skal der opsættes dette print på døren, og rejsekortudstyret i busserne skal vendes væk fra chaufføren.
12.03.20
A-kontrakter:
Driften skal opretholdes i videst muligt omgang.
Hvis et busselskab ikke kan gennemføre hele eller dele af driften på grund af virus eller karantæne, kan busselskabet påberåbe sig force majeure. De enkelte kontrakter rummer forskellige bestemmelser for force majeure.
I hovedparten af kontrakterne vil busselskabet i tilfælde af force majeure blive fradraget sin variable bus-omkostninger, mens faste bus-omkostninger og variable chaufføromkostninger bibeholdes.
I enkelte kontrakter bliver busselskabet ikke kompenseret for udgået kørsel som følge af force majeure.
Busselskabet kan ikke blive pålagt bod for udgået kørsel som følge af force majeure.
Udgået kørsel skal indrapporteres som sædvanligt.
B-kontrakter:
I nogle B-kontrakter indstilles driften fra på mandag efter ønske fra bestillerne. De berørte busselskaber orienteres herom snarest og senest søndag middag. Hvis busselskabet ikke hører nærmere, skal driften fortsætte i videst muligt omfang.
Hvis Midttrafik og bestiller beslutter, at et busselskab skal indstille driften, modtager busselskabet fortsat sin fulde betaling. Dog kan busselskabet blive afkrævet et fradrag for eventuelle besparelser, fx for sparet brændstof, for den periode, busserne ikke kører.
Hvis et busselskab ikke kan gennemføre hele eller dele af driften på grund af virus eller karantæne, kan busselskabet påberåbe sig force majeure. De enkelte kontrakter rummer forskellige bestemmelser for force majeure.
I hovedparten af kontrakterne modtager busselskabet fortsat sin fulde betaling i tilfælde af force majeure. Dog kan busselskabet blive afkrævet et fradrag for eventuelle besparelser, fx for sparet brændstof, for den periode, busserne ikke kører.
12.03.20
Afhentning af engangshandsker
I morgen fredag den 13. marts kan der afhentes engangshandsker på Midttrafiks adresse i Aarhus:
Søren Nymarks Vej 3
8270 Højberg
Afhentningen kan ske i tidsrummet kl. 9-12.
Ønsker I at afhente handsker, bedes I kontakte Charlotte Dalby inden på telefon 87 40 82 16, da Midttrafiks døre er låst.
Afhentning af handsker i Videbæk
Der er også mulighed for at afhente handsker i Videbæk, dog først på mandag den 16. marts kl. 9-12.
Midttrafiks adresse i Videbæk:
Bredgade 1
6920 Videbæk
Hvis I vil afhente handsker i Videbæk skal busselskabet give besked herom til Charlotte på cdp@midttrafik.dk
senest i morgen, fredag den 13. marts kl. 12.
12.03.20
Fra på mandag den 16. marts indstiller Midttrafik alle kapacitetsdubleringer midlertidigt – i første omgang i en periode på 14. dage. Alle busselskaber er orienteret.
12.03.20
Hittegods
Muligheden for at afhente hittegods hos busselskaberne er suspenderet indtil videre. Hittegods opbevares indtil ordningen genoprettes.
Vekselpenge i Aarhus
Chauffører med ankomst til Aarhus Rutebilstation, der har behov for at veksle penge på Midttrafik Kundecenter, kan ringe på 70 210 230, hvor personalet så tager i mod dem og hjælper.
12.03.20
Til busselskaber med A-kontrakter
Busselskaberne skal i videst muligt omfang fortsætte den almindelige drift. Midttrafik undersøger i øjeblikket, hvordan et busselskab er stillet, hvis busselskabet helt eller delvist må indstille busdriften direkte som følge af smitte eller karantæner blandt medarbejdere.
Til busselskaber med B-kontrakter (skoleruter)
Busselskaberne skal i videst muligt omfang fortsætte den almindelige drift. Midttrafik undersøger i øjeblikket, hvordan et busselskab er stillet, hvis busselskabet helt eller delvist må indstille busdriften direkte som følge af smitte eller karantæner blandt medarbejdere.
Sammen med de enkelte bestillere undersøger Midttrafik i øjeblikket også konsekvenserne af regeringens beslutning om at lukke alle folkeskoler fra på mandag.
11.03.20
Tak for jeres store indsats. Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at det kan være svært at skulle afvise kunder, når alle siddepladser er optaget. Heldigvis får vi positive tilbagemeldinger fra både chauffører og kunder om, at der er stor forståelse og hensyntagen ude ved stoppestederne. Det er vi rigtig glade for.
11.03.20
I forbindelse med de nye forhold er der opstået tvivl omkring nogle ting:
Alle busser kører med det antal passagerer, der er siddepladser til:
Påbuddet gælder både A- og B-kontrakter i Midttrafik, herunder også skolebusser. I den forbindelse opfordrer vi busselskaberne til at håndtere overbelægning ved at køre to gange, hvis det er muligt og prioritere små børn før større børn.
Beskyttelse af chaufføren:
Vi fortsætter med at modtage kontanter ind til myndighederne anbefaler noget andet. På Facebook opfordrer vi kunderne til at bruge Midttrafik app og rejsekort, eller have lige penge med, så vi undgår veksling. Midttrafik har bestilt handsker til levering i denne uge, som kan afhentes hos Midttrafik af busselskaberne.
Der skal pt ikke foretages særlig afskærmning af chauffører i busserne, da det ikke er myndighedernes anbefaling.
Særregel omkring billetter i Midttrafik app:
Da kunderne ikke kan være sikre på at få plads i næste bus, har vi lavet den særregel omkring billetter i Midttrafik app, at kunderne kan vente med at købe billet til de sidder i bussen. Budskabet bliver kun formidlet som svar til kunderne på Facebook og ved henvendelse til Midttrafik Kundecenter. G4S er underrettet.
Indmeldelse af driftssituation:
Alle busselskaber skal såvidt muligt notere forbikørsler og andre problemområder ned, så Midttrafik kan danne sig et overblik over situationen. Midttrafiks trafikservice vil kontakte jer for den info. I skal ikke ringe dem ind til os.
Rengøring:
Busselskaber skal registrere deres ekstraomkostninger i relation til forebyggende tiltag. Det betyder, at busselskaberne enten skal kunne fremvise fakturaer eller registreringer af ekstra tid, fx til kørsel eller rengøring. Dokumentationen sendes til Midttrafik i forbindelse med den månedlige afregning. Sammen med dokumentationen sendes en e-faktura. Elektroniske fakturaer skal sendes til EAN-nummer 5798002912821. Fakturaformularen på virk.dk kan benyttes.
Rejsegaranti:
Rejsegarantien er suspenderet på grund af force majeure uanset, hvad årsagen er.
Håndsprit:
Ønsker man som busselskab at tilbyde håndsprit til kunderne i egne busser, er det selvfølgelig helt i orden.
10.03.20
Der er nu taget en fælles beslutning blandt alle trafikselskaber og togoperatører omkring håndtering af trængselsproblematik i den kollektive trafik.
På baggrund af regeringens udmelding i dag, vil vi bede jer om STRAKS at iværksætte følgende forhold:
- Alle busselskaber skal melde ind til Midttrafik, når der har været forbikørsler
- Ved arbejdstidsstart i morgen onsdag den 11. marts skal alle chauffører være bekendte med, at mindske trængslen i bussen.
Chaufføren må derfor kun medtage det antal passager som der er siddepladser til i bussen. Når bussen er fyldt, skal dørene lukkes og der køres forbi de efterfølgende stoppesteder indtil der er frie siddepladser igen. - Midttrafiks rejsegaranti er suspenderet på grund af force majeure
- Billetter og kort bliver ikke refunderet på grund af force majeure
- Midttrafik informerer omkring dette til pressen, på midttrafik.dk og Facebook. Midttrafik Kundecenter er ligeledes informeret.
10.03.20
Midttrafik har etableret et beredskab, som løbende overvåger situationen med COVID-19 og er i kontakt med relevante myndigheder.
Som mange af jer nok har læst, så har regeringen i dag meldt nye retningslinjer ud vedr. den kollektive trafik.
Midttrafik og de øvrige trafikselskaber er i gang med at konkretisere tiltagene – I hører snart nærmere herom.
Men derudover er der andre forhold i bussen, som vi vil bede jer om at have fokus på:
Ekstra rengøring i busserne
I bedes sørge for ekstra rengøring af alle kontaktflader i busserne.
Anbefalingerne fra Statens Serum Institut er:
- Rengøring med vand og sæbe/sædvanligt rengøringsmiddel er tilstrækkeligt. Vi anbefaler ikke desinfektion.
- Rengøring en gang på alle brugsdage (inden kørsel eller efter afsluttet kørsel) (det står allerede i kontrakten med Midttrafik)
- Hav fokus på de såkaldte kontaktpunkter (som berøres af hænder): Knapper, stænger, håndtag, stropper, armlæn, billetautomater osv.
Det nedsætter ikke risikoen mellem de enkelte berøringer i løbet af dagen, men det nedsætter sandsynligheden for at der ophobes snavs, som virus kan overleve i.
Håndhygiejne i busserne
Det er svært at skaffe håndsprit, men for hjælpe til med at øge håndhygiejnen i bussen indkøber Midttrafik engangshandsker, som chaufførerne kan anvende i busserne.
De skal naturligvis skiftes jævnligt. Vi vil dog bede jer busselskaber om også at hjælpe til med at skaffe handsker mv. fremadrettet.
I hører snart mere herom.
NB! Information til kunderne i busserne
Midttrafik er i gang med at sende plakater ud med information til kunderne til ophængning i busserne.
Når I modtager dem, skal I sætte dem op hurtigst muligt!
Økonomi
Midttrafik vil bede busselskaberne om at opgøre EKSTRA-omkostninger i forbindelse med COVID-19 og efterfølgende afregne med Midttrafik.