Fakta om befordring med liftbiler

Indretning af minibusser

Alle minibusser som anvendes til Flextrafiks kørsel er indrettet så de kan medtage kørestole og minicrosser/el-scooter med. Alle liftvogne ved Midttrafik kan medtage 2 kørestole.

Ved befordring med kørestol, skal bilen altid være udstyret med en lift, som overholder kravene i Detailforskrifter for køretøjer.

Løse slidsker eller ramper må ikke bruges, da de er usikre, og oftest alt for stejle.

Liften er indrettet til transport af hjælpemidler med en hjulbredde på 80 cm og en maksimal længde på 145 cm.

Den motordrevne lift kan klare en vægtbelastning på op til 500 kg.

Flextrafik transporterer ikke bårer, liggende kunder eller køretøjer med forbrændingsmotor.

Betjening af og på liften

Det er chaufførens opgave at betjene liften på bilen.

Kunder som medbringer elektriske hjælpemidler skal selv manøvrere disse ind og ud af bilen, samt til og fra bilen.

For de kunder som ikke selv er i stand til at manøvrere deres el-kørestol skal ledsageren manøvrere kørestolen ind og ud af bilen, samt til og fra bilen.

Chaufføren kan i de tilfælde, hvor hjælpemidlet nemt kan betjenes bag på stolen med et skubbehåndtag, være behjælpelig ved ind- og udkørsel af bilen, samt til og fra bilen.

Hjælpemidlet skal låses, imedens platformen hejses eller sænkes for at undgå, at hjælpemidlet ruller under bevægelsen og derved er til fare for såvel kunde som chauffør.

Fastspænding

Chaufføren har ansvaret for at kørestolen fastspændes til vognens gulv med 4 punkts bespænding, og at kunden i kørestolen er fastspændt med 3 punkts sele.

Alle løse genstande spændes fast eller anbringes i en aflukket kasse for at undgå skader i forbindelse med en hård opbremsning.