Arbejdet med hubs er i gang
Tre lokationer i Rønde, Sønder Borup og Odder har udvist særligt potentiale i Midttrafiks screening af mulige placeringer af de såkaldte hubs - trafikknudepunkter, der forbinder kollektiv trafik med andre transportformer. Inspirationen til hubs kommer fra Holland, og er et af Midttrafiks strategiske indsatsområder. Arbejdet med hubs er et af to projekter, som Transport- og Boligministeriet har opfordret Midttrafik til at indsende som bidrag til arbejdet med at styrke mobiliteten i udkantsområder.
På Midttrafiks miljøkonference i februar 2020 præsenterede Midttrafik en visualisering af det ultimative knudepunkt – Midttrafik hub. Her blev busser og letbane præsenteret i flot samspil med andre transportformer som gang, biler og cykler. Kombineret med faciliteter, der gør det attraktivt og let at rejse med den kollektive trafik - gode parkeringsmuligheder, overvågede cykelskure og en række hverdagsfaciliteter som pakkeboks, food-to-go og udendørs fitness.
Link til film om Midttrafik hub
Visualiseringen er ambitiøs for danske standarder, men fremhæver muligheden for at skabe trafikknudepunkter, der samler borgerne om den kollektive trafik med gode sammenhænge. Midttrafik hub er inspireret af bestyrelsens studietur til Groningen i 2019 og danner sammen med Midttrafiks stoppestedsmanual baggrund for det videre arbejde med hubs i Region Midtjylland.
Fremgang af elcykler kan være et potentiale
Kollektiv trafik er i skarp konkurrence med billige minibiler og elcykler, når det gælder kampen om at bringe borgerne frem til arbejde og uddannelse. Bilrådigheden i familierne er høj og en ny befolkningsundersøgelse fra Danmarks Statistik afslører, at elcyklen er det klimavenlige tilvalg som erstatning for bil (38 %), almindelig cykel (49 %) og kollektiv trafik (23 %).
Tallene viser vigtigheden af at investere i kollektiv trafik og fokusere på den fulde rejse, hvor vi skal gøre det nemt for kunden at benytte en kombination af transportmidler. Den øgede mængde af elcykler kan være et potentiale til at bringe kunderne frem til den kollektive trafik på et knudepunkt, hvor faciliteterne lægger op til et mix.
Parametre for mulige hubs i Midtjylland
Midttrafik har i sidste del af 2020 gennemgået 15-20 forskellige lokaliteter i Midtjylland ud fra en række parametre:
- Adgang til en højfrekvent hovedrute (minimum kvartersdrift)
- Relevant opland for et eller flere transportmidler (fx bil, cykel, elcykel)
- Mulighed for tilkobling til eksisterende byfunktioner og byudvikling
I første omgang er gennemgangen resulteret i tre konkrete lokaliteter - Rønde, Sønder Borup og Odder. Midttrafiks bestyrelse har bedt Midttrafik om også at arbejde for en hub i midt- og vestjylland.
Midttrafik ønsker at etablere et samarbejde med de respektive kommuner om etableringen af to-tre pilotprojekter i 2021. Tanken er, at pilotprojekterne udfolder hubs-tankegangen i fuld skala. Erfaringer fra Holland viser, at etableringen af succesfulde hubs kan inspirere lokale myndigheder og andre kommuner til at følge trop, så trafikknudepunkterne kan udbredes til andre dele af regionen.
Hubs i Rønde, Sønder Borup og Odder
Med tre mulige hubs som kandidater til pilotprojekter, får Midttrafik mulighed for at arbejde med forskellige transportmidler. Sønder Borup giver mulighed for etablering uden for by, hvor bil, bus og flextrafik spiller en stor rolle. Rønde og Odder er eksisterende byområder, hvor cykel, gang og anden kollektiv trafik også spiller en vigtig rolle.
Efter en screening af de tre lokaliteter, har Midttrafik vurderet hvilke elementer, der kan være relevante for arbejdet med hubs og hvilke fordele, der kan komme ud af det.
Rønde:
Rønde busterminal fungerer allerede i dag som et knudepunkt, der er let at bygge videre med udvikling med nye faciliteter:
- Forbedring af cykelinfrastruktur. Herunder etablering af tidssvarende cykelparkering som både er overdækket, overvåget og aflåst til almindelige cykler, elcykler og ladcykler.
- Langtidsparkering for biler med tryghedsskabende belysning og overvågning. Mulighed for opladning af elbiler.
- Korttidsparkering med god adgang til busserne (kys og kør)
- Udvikling af det æstetiske udtryk, så hubben er et rart sted at være
- Forbedring af kundeinformationer.
- Tilknytning af et udbud af last-mile-transportmidler fx flextrafik (plustur), leje af el-cykler/løbehjul eller delebiler.
Sønder Borup:
Sønder Borup er i dag en samkørselsplads, der har et stort potentiale, målt på antallet af daglige rejsende, der passerer i bil. En hub i Sønder Borup skal gøre det attraktivt for bilister at lade bilen stå og fortsætte med bus. Det kræver udvikling af både infrastruktur og bustilbud:
- Etablering af køreveje og stoppested for bus, som tilgodeser effektiv kørsel.
- Etablering af trygge opholdsarealer og infrastruktur til gående.
- Forbedring af cykelinfrastruktur. Herunder etablering af tidssvarende cykelparkering som både er overdækket, overvåget og aflåst til almindelige cykler, elcykler og ladcykler.
- Etablering af tryghedsskabende belysning og overvågning.
- Etablering af korttidsparkering nær bussens holdeplads (kys og kør).
- Udvikling af det æstetisk udtryk, så hubben er et rart sted at være
- God kundekommunikation.
Odder:
Odder station har er et stort potentiale, målt på antallet af daglige rejsende. Det gælder både rejsende, der kan gå eller cykle til hubben, og rejsende, der vil bruge bil eller bus.
Midttrafik vurderer, at arbejdet med en hub ved Odder Station kan indeholde følgende:
- Integration af kommunens udviklingsplaner med behovet for effektive transporthubs.
- Analyse og mulig forbedring af infrastruktur til gående og sammenkobling af byen.
- Etablering af korttidsparkering (kys og kør).
- Forbedring af kundeinformationer.
- Tilknytning af et udbud af last-mile-transportmidler fx hub-taxa, leje af el-cykler/løbehjul eller delebiler.
- Mulighed for parkeringsfaciliteter for cykel og bil, herunder lademulighed.
- Midttrafik vil samtidig vurdere potentialet ved at udnytte Rude Havvej, hvor der i dag ligger en samkørselsplads. Indretningen af en hub på denne lokation vil derfor kræve et større udviklings- og projekteringsarbejde.
Ovenstående er tidlige delkonklusioner, som Midttrafik har foretaget ud fra en overordnet helhedsvurdering af de tre lokationer. Konklusionerne vil efterfølgende blive underbygget af yderligere analyser og dialog med kommunerne.