Nyt logo synliggør grøn omstilling
Bybusserne i Skanderborg bliver de første til at flashe Midttrafiks nye logo til miljøvenlige busser. Grøn Bus logoet må kun bruges på særligt miljøvenlige busser. Det er et godt signal til omverdenen om, at den grønne omstilling af kollektiv trafik er i gang.
Flere af Midttrafiks bybuskommuner har allerede skiftet diesel ud med mere miljøvenlige drivmidler. Flere kommuner er på vej. Den grønne omstilling i Midttrafik er i fuld gang, og det vigtige budskab skal ud til så mange som muligt. Derfor har Midttrafik lavet et Grøn Bus logo til miljøvenlige busser, der kan placeres ved fordøren, på chaufførlågen og bag på bussen.
Reklame med grønne budskaber
Ønsker en kommune at gøre særligt opmærksom på den grønne omstilling, har Midttrafik lavet tre reklameformater til foliering af busserne:
- Vertikal reklame på bussens langside
- Helfolieret bus-bagende
- Horisontal reklame på bussens langside (streamer)
Reklamerne bliver tilpasset den enkelte kommune med logo og kommunens grønne budskab.
Logoet må kun bruges på særligt miljøvenlige busser, der kører på drivmidler som el, hybrid, gas, brint eller HVO Diesel.
Grøn indsats i Skanderborg
Skanderborg bybusser har siden 28. juni kørt på HVO Diesel. Skanderborg Kommune ønsker at gå bredt ud med det grønne budskab, og har derfor valgt at finansiere foliering af bussernes bagende og et busboard på højre side af bussen i en periode på 6 måneder fra 28. juni. Budskabet er, at bussen kører på 100 % biodiesel. Det er bedre for miljøet.
Midttrafik har hjulpet med layout og koordinering af indsatsen. Herudover skydes indsatsen i gang med en Facebookannonce. Skanderborg Kommuner laver selv lokale tiltag fx via hjemmesiden og lokale medier. Chaufførerne har flyers med fakta om biodiesel, hvad det betyder for miljøet m.m. til uddeling i busserne.
Midttrafik hjælper dig i gang
Ønsker du at lave en lignende indsats i din kommune, kan du kontakte Midttrafiks markedsføringsafdeling.
Reklamerne bliver vist på busserne i en tidsbegrænset periode. Du kan frit vælge at reklamere på busserne i 1 måned, 3 måneder eller 6 måneder.
Udgiften til markedsføring afhænger blandt andet af formatet på reklamerne, antallet af busser og hvilken type busser reklamerne skal placeres på.
Midttrafik ønsker at bidrage til den grønne omstilling, og giver derfor et tilskud på 50 % af udgiften til produktion og opsætning af reklamerne. Du kan også få hjælp til at indhente priser, produktion af reklamer og øvrig koordinering af markedsføringsindsatsen.