Bedste Busselskab i Midttrafik
To busselskaber scorede toppoint i kundetilfredshed og har modtaget prisen Bedste busselskab 2018/2019. Mørups Turistfart vinder puljen for små ruter. De Grønne Busser vinder puljen med store ruter for andet år i træk og leverer deres bud på en vinderopskrift.
Siden 2015 har Midttrafik belønnet de busselskaber, der har den højeste kundetilfredshed, med en bonus. Med incitamentsprogrammet ”Bedste busselskab” anerkender Midttrafik busselskabernes indsats og sætter fokus på, at parametre som chaufførens kørsel og service har stor betydning for kundernes samlede tilfredshed.
Mester i kundetilfredshed blev i år Mørups Turistfart og De Grønne Busser. Begge er blevet kåret til Midttrafiks Bedste busselskab i henholdsvis små og store ruter. Kundetilfredsheden bliver målt på parametrene: overordnet tilfreds med busrejsen, chaufførens service, chaufførens kørsel, rengøring og indvendigt vedligehold i bussen. På en skala fra 0-10 ligger den samlede kundetilfredshed for alle busselskaber på over 8.
Alle busselskaber i top tre får besøg af Midttrafik, som kårer vinderne med en bonuscheck, kage eller flødeboller og personlige gaver til chaufførerne.
Mørups Turistfart vinder prisen for små ruter
Mørups Turistfart klarer sig flot og får højeste score på alle fem parametre. Selskabet har kun fået få kundeklager. Det giver en samlet score på 9,04.
Allan Mørup, den glade ejer af Mørups Turistfart udtaler: ”Det er med stor glæde, vi har modtaget prisen som det bedste mindste busselskab. Sejren er et resultat af en meget stor fælles indsats, hvor både nuværende og tidligere chauffører har været med i planlægningen og kundekontakten. Det er også personalet, der står for vedligeholdelse og rengøring. Så samlet set er det med stor tilfredshed, vi i dag står som vindere”.
Mørups Turistfart kører hovedsagelig ruter i den vestlige del af regionen, blandt andet bybusserne i Ikast.
Mørups Turistfart modtager en bonus på 150.000 kr. De Gule Busser tager andenpladsen og en bonus på 50.000 kr. Mens Holstebro Turistbusser får 25.000 kr. for en tredjeplads.
De Grønne Busser vinder prisen for store ruter
Sidste års vinder af puljen med de store ruter De Grønne Busser vinder igen. Busselskabet har klaret sig flot på med højeste score på alle fem parametre og en samlet score i alt på 8,18.
Et flot resultat som ejer Kim Nielsen er stolt af. ”Jeg er stolt af min chauffører, og jeg er især stolt over, at vi igen i år vinder for at klare det bedst på chaufførernes service og kørsel. Det er et stærkt team vi har – og det er de gode medarbejdere, der skaber de gode resultater, fortæller han.
Hvad er opskriften på den dobbelte vindersucces? Er det pisk eller gulerod, daglige high fives eller kage til kaffen, der er hemmeligheden? ”Slet ikke”, svarer Kim Nielsen, ”Vi ofrer tid på vores chauffører og viser dem respekt hver dag, uanset om der er kundetilfredshedsmålinger eller ej. Vi ser dem som en daglig og vigtig sparringspartner, så de ved, at de er en vigtig og uundværlig del af firmaet og ikke bare et nummer. Vi taler med dem og ikke til dem. Som ledere er vi helt nede på jorden, og hopper også selv ind i bussen og kører på ruten, hvis det brænder på”.
De Grønne Busser kører hovedsagelig østjyske ruter.
De Grønne Busser modtager en bonus på 150.000 kr. Andenpladsen på 50.000 kr. går til Brande Buslinier/Herning Turist og Keolis tager tredjepladsen og får 25.000 kr.
Ekstra bonus for chaufførtilfredshed
Med højeste score på alle parametre løber Mørups Turistfart og De Grønne Busser også med prisen for det flotteste resultat på chaufførernes service og kørsel. En kåring, der betyder meget for busselskaber og chauffører, fordi den netop anerkender de chauffører, der er ekstra dygtige i mødet med kunden.
Sådan fandt Midttrafik frem til vinderne
Det er kundernes stemme, der tæller mest i kåringen af Midttrafiks bedste busselskab. Busselskaberne bliver inddelt i to puljer: små ruter, der kører under 15.000 køreplantimer, og store ruter, der kører over 15.000 køreplantimer. Opdelingen skal skabe en mere ligelig konkurrence mellem busselskaberne.
Bedste busselskab er gennemført som to kundetilfredshedsmålinger: en der var kendt for busselskaberne i uge 40 2018, og en der var ukendt for busselskaberne i uge 6 i 2019. Her svarer kunderne på fem spørgsmål på en skala fra 0-10:
- Hvor tilfreds er du overordnet med den busrejse, du foretager dig lige nu?
- Hvor tilfreds er du med chaufførens service?
- Hvor tilfreds er du med chaufførens kørsel?
- Hvor tilfreds er du med rengøringen i bussen?
- Hvor tilfreds er du med det indvendige vedligehold af bussens sæder, gulve m.v.?
Modellen indeholder ud over tilfredshedsmålingerne en kvalitetsmodel, som tager højde for, hvilken kvalitet busselskaberne har leveret i løbet af året. Her bliver følgende inddraget:
- Antal indberettede kundeklager med årsagerne: håndholdt mobil, chaufførens kørsel, chaufførens opførsel og rygning
- Deltagelse på Midttrafiks chaufføruddannelse Fly High