Ungdomskort i frit fald?
Gode intentioner om at lade de unge rejse billigt med kollektiv trafik med et Ungdomskort, har siden 2017 været kraftigt udfordret af billige biler og et stigende bilsalg. Midttrafik har digitaliseret Ungdomskortet for at gøre det mere attraktivt for de unge, men opfordrer samtidigt Christiansborg til at nedsætte prisen på unges rejser.
De fleste unge starter en ungdomsuddannelse med et Ungdomskort i lommen. De er afhængige af den kollektive trafik, dels på grund af deres alder, dels på grund af deres økonomi. Trængsel på gymnasiernes parkeringspladser vidner dog om, at der i løbet af den treårige ungdomsuddannelse sker et skift i de unges transportvaner.
Siden 2017 er salget af Ungdomskortet faldet hos alle trafikselskaber i Danmark. Hos Midttrafik er omsætningen faldet med knap 9 procent fra 2017-2019. Et fald der kalder på handling. De unge er fremtidens forbrugere. Jo tidligere de skifter til bil, jo større er risikoen for, at de aldrig vender tilbage til den kollektive trafik.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at bilsalget er steget med en halv mio. biler i perioden 2008-2018.
Midttrafik ønsker at skrue på flere parametre for at vende salgskurven. Først og fremmest gennem produktudvikling. Det skal være let for de unge at købe og bruge Ungdomskortet.
Ungdomskort på Midttrafik app
Midttrafik er i fuld gang med at lancere Ungdomskort på Midttrafik app. Startskuddet på både produkt og markedsføringskampagne var 30. oktober. Det handler i første omgang om at få flyttet de cirka 18.000 kunder, der i dag har et Ungdomskort på pap over på app. Men den digitale version af Ungdomskortet skal også tiltrække nye kunder.
Med Ungdomskort på Midttrafik app venter der kunderne en række fordele. Ungdomskortet udspringer fra den fælles portal mitungdomskort.dk, hvor især betaling, lang leveringstid, godkendelse af foto og ændring af periode har været en tung proces. Nu foregår det hele i Midttrafik app: Betaling med enten MobilePay eller betalingskort, foto via en selfiefunktion og ændring af fremtidige periode. Dertil kommer, at leveringstiden er nedsat fra op til 14 dage til 24 timer.
Inden lancering gennemførte Midttrafik en test blandt 20 unge mennesker, og her var responsen positiv. Tilbagemeldinger som nemt og overskueligt, det er super nemt, det fungeret helt vildt godt og super dejligt nu at have Ungdomskort på telefonen, giver Midttrafik en indikation af, at satsningen med Ungdomskort på Midttrafik app har været rigtig.
Takstnedsættelser til unge
Et andet parameter er pris. Flere partier taler om takstnedsættelser i den kollektive trafik. På et møde med transportordførerne i september, fremlagde bestyrelsesformand Claus Wistoft og direktør Jens Erik Sørensen et forslag om, at en eventuel fremtidig pulje til takstnedsættelser bliver øremærket til de unge.
Undersøgelse omkring nedgang
Midttrafik er i øjeblikket i gang med indsamling af data, der kan belyse, om der er andre faktorer end billige biler, der spiller ind, når salgstallet på Ungdomskortet er nedadgående. Viden er vigtig, når Midttrafik i fremtiden skal markedsføre Ungdomskort og kollektiv trafik over for de unge. Målgruppen for Ungdomskort på en ungdomsuddannelse har en relativ kort levetid på tre år. Alt tyder på, at det er svært at flytte de unge tilbage til kollektiv trafik, når de først har fået bil. Derfor skal indsatsen rettes mod de unge, der starter på en ungdomsuddannelse. Midttrafik skal markedsføre Ungdomskortet, så de køber det til studiestart. Pris, produkt og gode oplevelser skal sikre, at de også har det ved slutningen af studiet.
Hvad er et Ungdomskort?
Ungdomskortet er et subsidieret pendlerkort til unge, der går på en ungdomsuddannelse, en videregående uddannelse eller er mellem 16 og 19 år. De unge kan rejse frit med bus, tog og letbane inden for det prisområde de bor i og med rabat i resten af Danmark.
Unge på en ungdomsuddannelse kan rejse for 12,49 kr. om dagen.
Unge på en videregående uddannelse og unge mellem 16-19 år kan rejse for 21,76 kr. om dagen.