Transportministeren tog imod

Grøn omstilling og sammenlægningen rejsekort/rejseplan var på agendaen, da Claus Wistoft og Jens Erik Sørensen deltog i et møde med Transportministeren i september.

En række bestyrelsesformænd og direktører fra de danske trafikselskaber var samlet til et møde i Transport- og Boligministeriet med transportminister Benny Engelbrecht 13. september. På mødet præsenterede trafikselskaberne en række emner, som blev drøftet med transportministeren.

Grøn omstilling
Kollektiv trafik spiller en rolle, når der bliver talt om trængsel, klima og miljø. Derfor havde trafikselskaberne en række ønsker til grøn omstilling, som blev gennemgået på mødet.

Ministeren bemærkede, at EU var positive over for en fortsat lav elafgift de næste 4 år. Han noterede sig trafikselskabernes ønske om en permanent løsning for afgifter og en generel økonomisk håndsrækning.

Sammenlægning af rejsekort og rejseplan
Ministeren noterede sig trafikselskabernes bekymring omkring finansiering af et nyt system. Ingen undersøgelser har påvist, at en MaaS-app er lig med flere rejsende og øgede indtægter. Trafikselskaberne har stadig store omkostninger på rejsekort, og fremtidens løbende tilpasning af rejsekort og rejseplanen, fx til GDPR-krav, kræver også store investeringer.

Rammebetingelser

  • Fra 1. januar 2020 bliver der indført en bekendtgørelse, der tillader busser, der er længere end 18 meter.
  • Ministeren indvilligede i at kigge på momsrefusion til trafikselskaberne, så de kan afløfte moms ligesom kommunerne.
  • Puljer til både busfremkommelighed og yderområder afventer politiske forhandlinger. 

Taxilov
Trafikselskabernes ønske om en vejledning i minimumskrav til aftaler mellem uorganiserede vognmænd og chauffører blev imødekommet. Færdselsstyrelsen får til opgave at udarbejde dem.

Invitation til prøvekørsel af elbusser
Ministeren vil sammen med transportudvalget deltage i et halvdagsarrangement, hvor de kan se og prøvekøre elbusser i enten Roskilde eller København.