Aarhus: Markering af nye el-ledbusser
29 spritnye el-ledbusser har indtaget gaderne i Aarhus i løbet af foråret. I dag blev ankomsten markeret af rådmand Bûnyamin Simsek og Midttrafiks bestyrelsesformand Claus Wistoft ved et COVID-19 venligt arrangement på AarBus' garageanlæg i Tilst.
Elbusserne er et led i Aarhus Kommunes målsætning om, at alle bybusser skal være CO2-neutrale i 2027. Allerede i dag nyder Aarhus godt af fire elbusser på linje 13, som kunderne er glade for. Forventningen er, at de i alt 33 elbusser vil betyde en årlig CO2-besparelse på cirka 2.500 ton. I løbet af de kommende år vil alle bybusserne i Aarhus løbende blive udskiftet til elbusser.
Udover miljøgevinsten kan du glæde dig til støjsvage og komfortable busser, der er indrettet med et stort flexareal, lav indstigning og USB-stik.
De nye elbusser er ledbusser af modellen Volvo 7900 Electric Articulated. Busserne er 18,6 meter lange, hvilket er 0,6 meter længere end de ledbusser, kunderne kender fra i dag. El-ledbusserne kører ingen fast rute, men vil blive indsat på afgange med mange passagerer.
Alle aarhusianske bybusser i almindelig drift skal være CO2-neutrale i 2027 (de resterende cirka 30 reservebusser følger inden 2030). Busselskabet AarBus står selv for udbuddene af de cirka 180 bybusser - cirka 150 kontraktbusser og 30 reservebusser, der løbende skal udskiftes efterhånden, når de bliver cirka 12 år gamle.
Fakta om de nye el-ledbusser
- Busserne er af mærket Volvo.
- Busserne vil blive opladet om natten på et af AarBus’ busanlæg. I løbet af dagen vil natopladningen blive suppleret af endnu en opladning under et kørselsophold på anlægget.
- Busserne kører 100 % på el. På dage med lave temperaturer er der mulighed for at opvarme busserne med et kombifyr.
- Busserne har 57 faste siddepladser, 2 klapsæder og 67 ståpladser.
- Busserne er meget støjsvage og udleder ikke røg og partikler med udstødningen.
- Busserne har god tilgængelighed med lav indstigning og stort flexareal.
- Kunderne kan oplade telefoner og tablets gratis via USB-stik ved alle sæder.
- Årlig CO2-besparelse: cirka 2.200 ton.